Forside Lidt om mig selv... Musik & video Presse & foto Kontakt Links
Om TABLA SOLO
I mange år har jeg som indisk uddannet tablaspiller været verdensmusiker i mange worldfusion og cross-over grupper, projekter, CD-udgivelser m.m.

Tabla har sjældent solistrollen, heller ikke i Indien - selvom der faktisk er en flere hundrede år gammel tradition for tabla solo, hvor trommernes - og mit – fulde potentiale kommer til udtryk.

Denne tradition vil jeg gerne præsentere ved en koncert.

En tabla solo er ét ubrudt forløb på op til en time eller mere. Gennem improvisationer og kompositioner af gamle mestre vises mange komplekse aspekter af rytmik, bl.a. underinddelinger, sindrige systematiske variationsmønstre, betydningen af pausebeherskelse og ”skæve” taktarter.
Jeg giver naturligvis også eksempler på det karakteristiske og kendte trommesprog !

En tabla solo akkompagneres af harmonium eller violin, der spiller refræn som melodisk og rytmisk baggrund for solo'en.

Tabla solo var højt værdsat ved de mange indiske hoffer fra ca. år 1700 indtil selvstændigheden i 1947, hvor nawaberne og maharajaerne mistede deres indflydelse.

Ved en tabla solo blev der bl.a. lagt vægt på udøverens teknik, materiale, udholdenhed, kreativitet og virtuositet; en god solo blev rigt belønnet.

Tabla er de mest populære trommer i Indien, Pakistan, Afghanistan og Bangla Desh - de bruges meget bredt, bl.a. i:

- indisk klassisk musik og dans - det er her tabla har sine rødder
- folkemusik
- pop
- filmmusik, både indisk og vestlig
- moderne musik som bhangra og fusion

I dag høres tabla oftest kun som akkompagnement - den gamle tradition for tabla solo når sjældnere ud til et større publikum, men dyrkes mest i lukkede musikerkredse

Lidt om mit instrument

Tabla er nok det mest populære rytmeinstrument i Indien, dvs. at næsten 1 milliard mennesker - altså hver sjette menneske på Jorden - jævnligt hører tabla blive spillet, enten i radio, TV eller ved koncerter.
Ordet "tabla" kommer egentlig ikke fra Indien; det er arabisk og betyder tromme. Det blev bragt med af de arabiske og persiske erobrere for mange hundrede år siden.

De indiske tabla er faktisk to trommer: den ene er lille og skarp i lyden, mens den anden er stor og dyb.
Den lille tromme er skåret ud af en solid, tung træklods, med skindet spændt hårdt udover. Den anden er lavet af metal, og skindet er spændt noget løsere på, så den kan lave de dybe bas-lyde.
Man kan også spille små melodier på den store tromme, ved at trykke hånden blødt eller hårdt ned på skindet.

Begge trommer har en sort cirkel på skindet. Cirklen er lavet af metalstøv blandet med en speciel rislim, og den gør at man kan spille utrolig mange forskellige lyde på tabla.
Alle trommelydene kan også siges med forskellige ord:
Dha, Te, Ti, Tin, Na, Ki, Dhin, Dhet m.fl.

Den indiske rytmik er meget kompleks og bygger på tusindårige traditioner. Der er mange matematiske elementer involveret, og man skal både kunne holde puls, underinddelinger og periode!

Der er et meget righoldigt materiale til tabla – specielt til tablasolo er der mange kompositioner som er gået i arv fra generation til generation. Tabla spilleren skal derfor kunne huske et temmeligt stort repertoire.

Tabla spillere har nok verdens hurtigste fingre – op til over 1.000 anslag i minuttet er meget almindeligt ! – og man skal ramme meget præcist for at lyden bliver rigtig.
Det er bl.a. derfor at tabla spil kræver så mange års øvelse.